Forældrelån: Et alternativ til forældrekøb

Den mest kendte måde at hjælpe sit barn til at få en bolig under sin studietid er forældrekøb. Her køber du som forælder en bolig, som du så lejer ud til dit barn. Men der er også mulighed for at hjælpe dit barn på vej til selv at investere i en bolig. Og på sigt høste en økonomisk gevinst.

Forældrelån eller familielån er et oplagt alternativ til forældrekøb. Vi vil i denne artikel se nærmere på, hvad lånet indebærer, og hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med det.

Hvad er et forældrelån?

Står du i en situation, hvor du gerne vil hjælpe dit barn økonomisk ved at investere i en bolig?  Så har du mulighed for at tilbyde et forældrelån. Mangler din søn eller datter eksempelvis 100.000 i indskud i forbindelse med overtagelsen af en bolig? Så kan du med et forældrelån give dit barn et rente- og afdragsfrit lån.

Dit barn kan dermed undgå at optage et banklån til en dyr bankrente, og i stedet blive hjulpet godt på vej i forhold til at gøre en god, fremsigtet investering.

Forskel på forældrelån og anfordringslån?

Kært barn har mange navne, og det gælder også forældrelånet. Det går også under navne som familielån eller anfordringslån, men lige meget hvilken titel, du støder på, så er det den samme type af lån, der er tale om. Der er altså ingen forskel på forældrelån, familielån og anfordringslån – hvis du ser bort fra navnet.

Slip for arveafgift til staten

En klar fordel ved at tilbyde dit barn et forældrelån frem for at give pengene som en gave eller et arveforskud er, at dit barn slipper for at betale afgift af beløbet. Du må i 2017 forære hvert af dine børn eller børnebørn 62.900 kroner afgiftsfrit. Giver du dem mere, skal modtager betale 15% i afgift af det beløb, der overstiger grænsen.

Tilbyder du eksempelvis din datter et forældrelån på 200.000, får hun alle pengene med det samme uden at skulle betale en krone til staten.

Med et forældrelån er der ingen afgift. Og der er heller ingen grænse for, hvor meget du må lave lånet på. Det er altså kun din likviditet og din gavmildhed, der sætter grænsen for, hvor mange penge du vil tilbyde som et forældrelån.

Hvordan finder du penge til et forældrelån?

Det stiller krav til din likviditet at tilbyde dit barn et afdragsfrit forældrelån. Men det findes der heldigvis råd for. Ejer du selv en ejerbolig, der i årenes løb har givet dig en vis portion friværdi, så kan du belåne din bolig yderligere og videreudlåne pengene til dit barn gennem et forældrelån. Men overvej altid hvilken økonomisk situation, du sætter dig selv i, inden du forærer penge væk.

Gælder det kun mellem forældre og børn?

I langt de fleste tilfælde finder familielån sted, når forældre låner deres barn penge til at gøre et boligkøb. Men der er ingen hindring for, at lånet også kan gives til andre familiemedlemmer eller nærtstående. Der er ingen krav om, at lånet kun kan gives til børn, børnebørn eller forældre. Du kan i princippet tilbyde det til enhver, som du gerne vil hjælpe økonomisk.

Særlige forhold ved dødsfald

Når du tegner et familielån, som skal afdrages løbende, skal du være opmærksom på, at det kan give problemer ved dødsfald. Falder du som långiver bort, skal den del af lånet, som dit barn endnu ikke har tilbagebetalt, indbetales til boet. Vil du gerne undgå at sætte dit barn i denne situation, kan du vælge at få oprettet et testamente, som tager højde for det.

I det hele taget er det en god ide at få professionel rådgivning, når du tegner et gældsbrev i forbindelse med et forældrelån. Der kan være faldgruber, som det er vigtigt at være opmærksom på, og det kan din revisor, der er ekspert i forældrekøb, hjælpe dig med.