Boligskattesystemet har trukket stor opmærksomhed i medierne i 2016. Med utallige afsløringer om forkerte værdivurderinger, et generationstyveri og skattestoppet for boligejere har beskatning af boligmarkedet været debatteret både til højre og til venstre.

Snakken om et generationstyveri på grund af skattestoppet kan dog godt punkteres, mener Politiken. Hele diskussion bunder i regeringens udspil til et nyt og mere retfærdigt boligskattesystem. Men hvad går udspillet ud på? Og hvad kommer det til at betyde for boligpriserne? Det vil vi i dette indlæg gøre dig klogere på.

Skattestop i 2021

Overskriften i det nye udspil til boligskattesystemet er, at skattestoppet for boligejere vil blive udfaset i 2021. Kritikken af regeringens udspil har bestået i, at kommende boligejere ville skulle komme til at betale en højere pris, hvorfor det blev kaldt for et generationstyveri af blandt andet Enhedslisten og SF. På vegne af Politiken har Nordea lavet en undersøgelse, der er baseret på tal fra Skatteministeriet, og de peger i retning af, at det ikke bliver tilfældet.

Nye skatter får boligpriserne til at falde i storbyerne

Boligejerne bliver ramt af en række nye skatter, når skattestoppet udfases. Og de skatter vil medføre store fald på boligpriserne i storbyerne og de rigeste kommuner. Ud fra Nordeas analyse vil prisen på en ejerlejlighed i København til 4,5 millioner kroner falde med næsten 500.000 kr.

De rige nordsjællandske kommuner vil også komme til at opleve et fald i boligpriserne, mens det i Jylland hovedsageligt er i Århus, at der vil kunne mærkes en stor forskel.

De nye boligkøbere vil altså skulle betale mere i skat, men bliver til gengæld kompenseret i form af lavere boligpriser. Meget kan endnu ske inden 2021, men hvis man allerede nu går og tænker på at blive boligejer, er det en interessant tid. Der kan nemlig både hentes og tabes mange penge på boligmarkedet lige nu.