Hvordan finder du en ny lejer til din udlejningsbolig?

Er der dumpet en opsigelse ind ad brevsprækken fra en lejer, der bor i din udlejningsejendom? Hvis vi går bare få år tilbage i tiden, ville det mest oplagte være at søge efter en ny lejer ved at betale for at få oprettet en avisannonce i den lokale avis.

I dag har du heldigvis mange flere muligheder. Og det behøver ikke koste dig en krone. Du kan slå din lejlighed op flere steder på nettet, og har du en attraktiv lejlighed, er det ikke usandsynligt, at du får en aftale i stand med en ny lejer allerede samme dag.

Brug dit netværk til at finde en ny lejer

Den gode gammeldags metode med at få en lejer ind, som du enten selv kender, eller som du kender en, der kender, lever stadig i bedste velgående. Det er en nem løsning, og det kan være betryggende at få en lejer ind, som du kender, eller som du har hørt godt om. Spred rygtet om din ledige lejlighed og brug gerne de sociale medier.

Har du en profil på Facebook? Del information om den ledige bolig på facebook, og bed dine venner dele dit opslag. Det er en yderst effektiv måde at nå ud til mange mennesker på, og er der en interesseret lejer, kan personen nemt tage personlig kontakt til dig.

Boligportaler på nettet

Du kan også vælge at lave en annonce hos en boligportal på nettet. En af de mest populære er boligportalen.dk, hvor du skal betale et givent beløb for at slå din lejlighed op. Der findes også mange gratis portaler, som du kan bruge til at finde en lejer. Du kan bruge Boligportal.dk til at få et overblik over de gratis portaler, der findes på markedet.

En anden mulighed er at oprette en gratis annonce hos Den Blå Avis. Du har mulighed for at oprette en online annonce på dba.dk under deres boligsektion, og kun hvis du vil inkludere billeder eller øge din placering, skal du betale for at oprette din annonce.

Hvad foretrækker du?

Hvad enten du er aktiv på de sociale medier, eller du foretrækker at tage de mere traditionelle metoder i brug, har du mulighed for det. Det giver stadig mening at hænge en seddel op i den lokale købmandsbutik eller at betale sig fra at oprette en annonce i den lokale avis – hvis det er der, du kan fange potentielle lejere.

Der er stor forskel på, om du har en lejlighed i en af de større danske byer, eller om du har en ejendom i en mindre by, som du gerne vil leje ud. I de små lokalsamfund giver det mere mening med et opslag hos købmanden, end det gør i de store byer, hvor en potentiel lejer sagtens kan komme langvejs fra og ikke være flyttet til byen endnu.

Men én ting er sikkert. Der er kamp om udlejningsboliger i de store byer, og slår du din bolig op online, kan du nemt få mange henvendelser i løbet af få timer. Du kan altså sagtens være heldig at finde en ny lejer samme dag, som du opretter en annonce på nettet.

Det har aldrig været nemmere at skaffe lejere med de mange muligheder, vi har i dag, for at slå annoncer op på nettet. Så fortvivl ikke, hvis der dumper en opsigelse ind ad brevsprækken – eller i din e-mail indbakke.