Det generelle billede af danskernes økonomi tegner godt. Her i starten af 2017 viser prognoserne, at gælden til realkreditterne hos de danske boligejere fylder mindre i budgetterne, og det tegner et billede af en sund økonomi.

For bare et år tilbage var antallet af boligejere, der optog afdragsfrie lån for at finansiere et boligkøb, relativt højt, men som det ser ud nu, er der flere og flere, der vælger at afdrage på deres lån. Det er med til at skabe en solid økonomi hos de danske boligejere.

Positiv udvikling med reducering af gæld

Som det ser ud i dag, udgør de danske boligejeres gæld betydeligt mindre af deres boligs værdi end for bare et år tilbage. Det er en meget positiv udvikling, som skaber grobund for en sund økonomi i de danske hjem.

Det er ikke godt, hvis gælden i din bolig er for høj, og det siger sig selv, at det står meget skidt til, hvis du ender med at skylde mere væk, end din bolig reelt er værd. Det sker heldigvis sjældent, men det kan opstå, hvis du optager et afdragsfrit lån, og der sker en markant rentestigning, som naturligt vil medføre et fald i boligpriserne.

Nye tal fra Nordea Kredit viser, at den gennemsnitlige danske boligejer har et realkreditlån, der kun udgør 68% af boligens værdi, mens tallet var helt oppe på 80% i 2012. Det er yderst positivt, at det generelle billede har ændret sig til trods for, at der er stor forskel rundt omkring i landet.

Vestjyderne er mere belånte end københavnerne

Der er stor forskel på belåningsgraden i de forskellige landsdele. Vestjyderne er eksempelvis mere belånte end københavnerne. Vestjylland er den jyske landsdel, der er mest belånt, mens København har den absolut laveste belåningsgrad i hele landet. Vestjyderne kan bryste sig af en gæld til realkreditinstituttet på 74%, mens København kun ligger på beskedne 58%.

Der er dog en god forklaring på den store forskel:

– Vestjyderne er formentlig ikke blevet mindre besindige de seneste år. I stedet skal forklaringen på den høje gældsgrad findes i boligprisudviklingen. Københavnerne har oplevet en eksplosion i boligpriserne de seneste 4-5 år, mens vestjyderne først for nylig er begyndt at ryste pessimismen af sig, udtaler Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea Kredit, i en artikel i Jyllands-Posten Finans.

Selvom københavnerne skylder mindre væk i forhold til deres boligs værdi, skylder de samlet set flere penge væk end de øvrige boligejere i landet. For at købe en bolig i København skal du generelt ud at låne mange flere penge, end når du køber en bolig andetsteds i landet.

Kilde: Jyllands-Posten Finans