Hvem ville ikke gerne kunne sidde på terrassen og nyde en flot havudsigt hver eneste dag? Det er de færreste af os, der ikke ville elske at bo nær havet. Men det er også de færreste af os, der har råd til at betale for en bolig med havudsigt.

Flere tusinde kilometer dansk kyst

Vi kan ikke klage over, at vi mangler kyst i Danmark. Med vores kystlinje, der strækker sig over mere end 7.300 kilometer, har vi rig mulighed for at komme til havet og nyde den friske havluft. Og der mangler heller ikke just boliger nær vandet.

Der findes masser af boliger her i landet, der kan prale af en afstand på mindre end 1000 meter til havet. Men det koster kassen at få fingre i en af dem.

Hvor meget ekstra har du råd til at betale?

Finans Danmark har udarbejdet en analyse, der sætter tal på, hvor meget prisen på et almindeligt familiehus stiger, når det ligger tæt på havet.

Der er i analysen taget højde for husenes størrelse, antallet af værelser, byggeår med videre, så den kan give et retvisende billede af, hvor meget ekstra du må punge ud med, hvis du vil bo i gåafstand til havet.

Der hersker ingen tvivl om, at kvadratmeterprisen stiger, des nærmere du rykker på havet. Og faktisk er 1000 meter et magisk tal, når vi taler om beliggenhed. Vil du bo under 1000 meter fra havet, tager huspriserne et gevaldigt hop opad.

Er du et luksusdyr, der vil endnu tættere på, så der ikke er langt, når du skal ned og dyppe tæerne i bølgen blå? Så begynder det at rive i tegnebogen.

– En almindelig familie må på landsplan betale knap 350.000 kroner ekstra for et hus på 140 kvadratmeter, hvis boligsøgningen rykkes fra 1.000 til 200 meter fra havet, udtaler direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen til Berlingske Business.

Men en ting er landsgennemsnittet. Hvordan ser det så ud, hvis du vil investere i en bolig med havudsigt i de populæreste boligområder i Danmark?

Har du en million ekstra at gøre godt med?

Lige såvel som det er dyrere at investere i helt almindelige lejligheder og villaer i hovedstaden uden havet lige uden for døren, så begynder ekstraomkostningerne for beliggenhed for alvor at tage fat, når vi bevæger os til København.

Analysen fra Finans Danmark viser, at du i gennemsnit skal betale en million kroner ekstra for havudsigt, hvis du både vil bo nær hovedstaden og nær havet. Det er et beløb, der kan mærkes, og som er svært for de fleste at komme i nærheden af.

Men hvor kan du til gengæld nemmest få en bolig ved havet, som er til at betale sig fra?

Du betaler mindre i Nordjylland og på Sydsjælland

Der er stor forskel på hvor i landet, du går efter en bolig nær havet. Bevæger du dig sydpå på Sjælland og nordpå i Jylland, taler vi om helt andre priser og bevæger os væk fra millionklassen.

– Hvis drømmen er at vågne til lyden af havets bølger, så kan familier på Sjælland med fordel flytte fra København og Nordsjælland til Vest og Sydsjælland, mens østjyderne må flytte til Nordjylland, udtaler Ane Arnth Jensen i Berlingske Business.

Hvor langt er du villig til at gå?

Det kan være en dyr fornøjelse at gå på boligjagt, hvis et af dine kriterier er, at du vil bo i gåafstand til havet. Er du ikke millionær, må du vende blikket mod andre områder på Sjælland end selve hovedstaden. Og er du fan af Jylland, er Nordjylland det område, hvor du skal gøre det mindste indhug i din tegnebog for at købe dit drømmehus ved havet.

http://www.business.dk/bolig/saa-meget-mere-koster-det-at-bo-ved-havet