I de seneste år er både efterspørgsel og priser på boliger i storbyerne steget markant. Det har gjort det svært for unge boligsøgende at skaffe sig en bolig, hvorfor forældrekøb er blevet en normal praksis.
Et forældrekøb går ud på, at forældrene køber en ejerlejlighed med det formål at udleje den til et eller flere børn. På den led er børnene sikret en fast bolig, mens de studerer, og undgår dermed usikkerhed og mange spekulationer omkring deres boligsituation. Og det er netop det, der skal være målet, hvis du selv overvejer at lave et forældrekøb.
Som ved ethvert andet boligkøb er der økonomiske risici forbundet med at lave et forældrekøb. Derfor er det vigtigt, at din intention med forældrekøbet er at hjælpe dit barn. Hvis ikke, kan der opstå nogle kontroverser i tilfælde af, at du kommer til at tabe penge på boligen.
Denne pointe fremlagde Jyllands-Posten tidligere i år i en artikel, og det er en holdning, vi også deler. Et værditab er dog ikke en selvfølge, da det også kan gå anden vej.
Tilpasset leje
Utroligt mange unge er pressede på boligfronten. Det medfører naturligvis en vis bekymring, som kan fylde meget hos de unge mennesker. En bekymring, du kan skærme dit barn for med dig selv som udlejer.
Ikke nok med at det kan være svært at finde en ledig lejebolig i konkurrence med alle de andre unge boligsøgende, kan det også være uoverskueligt at finde en bolig, som en SU kan finansiere. Som studerende med få midler at gøre med, er det ikke nemt at skaffe penge til at betale et stort indskud bestående af flere måneders forudbetalt leje ved indflytning, og denne problematik kan afhjælpes, hvis forældrene laver et forældrekøb.
Du kan dog ikke lade dig barn sidde i lejligheden til en alt for lav leje. Der er skatteregler, som skal overholdes. Vi anbefaler altid, at du laver grundig research før dit forældrekøb, så din udleje kommer til at være på markedsniveau. Ellers kommer du til at få et ubehageligt skattesmæk, som i værste tilfælde kan føre til en vis følelse af skyld imod dit barn, hvilket på ingen måde ønskes.
Tænk fremtiden ind i dit køb
Forældrekøb skal ses som en langsigtet investering i dit barns hverdag. Er der basis for at blive boende også efter studiets afslutning, er det blot en fordel, som dit barn kan drage nytte af i længere tid. Som Christian Hilligsøe Heinig siger:
– Det er en god idé at overveje, om barnet har lyst til at blive boende efter studietiden, og om lejligheden er stor nok til, at en eventuel kæreste kan flytte ind, siger han til Jyllands-Posten i den førnævnte artikel.
Med den meget lave rente i øjeblikket kan det godt svare sig, at tænke finansieringen ind i dit køb også. Hvis renten stiger, kan forældrekøbet ende med at blive en dyr fornøjelse. Derfor anbefaler Morten Skak, der er boligøkonom og lektor ved Syddansk Universitet, at vælge et lån med fast rente.
– Man kan gøre sig immun over for rentestigninger ved at tage et fastforrentet lån med afdrag. Hvis man pludselig skal ud af lejligheden, er det rart at have kørt lånet ned gennem afdrag, så man ikke risikerer, at lånet er større end det beløb, boligen er værd, lyder det fra Morten Skak i Jyllands-Posten.
Fra børnenes side vil der kunne opstå en skyldfølelse, hvis forældrene taber en større mængde penge på lejlighedskøbet. Dette leder tilbage til vores pointe fra starten – forældrekøb skal ikke laves med en økonomisk gevinst for øje.