Har du sat dit barn i en gunstig økonomisk situation ved at lave et forældrekøb? Dit barn kan stadig søge om et tilskud til sin husleje, selvom han eller hun eller bor til leje hos dig. Der er dog nogle betingelser, der skal være opfyldt for at modtage boligstøtte fra Staten. Og dem kan du blive klogere på her i indlægget.
Hvem kan få boligstøtte?
Boligstøtte, boligsikring og boligydelse – kært barn har mange navne. Alle tre betegnelser dækker over den samme ydelse fra Staten. Den officielle benævnelse er boligstøtte, og det er den eneste ydelse, du kan få fra Staten som supplement til din husleje.
I udgangspunktet er alle, der bor til leje, berettiget til at modtage boligstøtte fra det offentlige. Det gælder også, hvis du har din mor eller far som udlejer. Der er ingen særregler i forhold til boligstøtte ved forældrekøb. Det eneste krav er, at lejemålet overholder de gængse regler inden for området.
Der er kun få undtagelser, der gør, at du ikke vil kunne modtage boligstøtte, når du bor i en lejebolig. Ligger din husleje over eller under et rimeligt niveau? Eller har du en meget høj indtægt? Hvis du kan svare ja på et af spørgsmålene, kan du være blandt de få, der får afslag på sin ansøgning.
Husk lejekontrakten
Et af de kriterier, der skal være opfyldt for at kunne søge om boligstøtte, er, at der skal være udfærdiget en skriftlig lejekontrakt. Selvom du har dit barn til at bo til leje, er det altid en god ide at udforme en lejekontrakt – faktisk er det aldrig en god ide at lade være.
Skulle dit barn senere hen være interesseret i at fremleje sin lejlighed, kan det give dig problemer, hvis der opstår problemer, og der ikke foreligger en underskrevet lejekontrakt. Og vil dit barn gerne i betragtning til at få udbetalt boligstøtte hver måned, er det ganske enkelt en nødvendighed.
Hvor meget kan dit barn få i boligstøtte?
Men hvor stort et supplement kan dit barn så få til sin husleje? Når du bor til leje, kan du søge om at få op til 15% af din husleje uden forbrug. Det er individuelt, hvor meget du får udbetalt i boligstøtte. Og hvor høj en boligstøtte, du kan få, afhænger af flere faktorer:
- Indkomst
- Antal personer i husstanden
- Huslejeniveau
Det er et kompliceret regnestykke at udregne din nøjagtige boligstøtte, og du kan finde hjælp til det på borger.dk. Vær opmærksom på, at det er en vejledende beregning. Vil du gerne kende det nøjagtige beløb, kan du få Udbetaling Danmark til at beregne det for dig.
Vær opmærksom på den fastsatte husleje
Når du lejer en bolig ud til dit barn, fastsætter du selv huslejen. Men det er ikke lige meget, hvor højt eller hvor lavt du sætter den. Det er derfor vigtigt, at du sætter dig ind i den gængse markedsleje i det område, hvor boligen, som dit barn skal bo i, ligger. Der foreligger et krav om, at huslejen skal være på markedsniveau, og det vil altså sige, at du ikke kan lade dit barn bo uhørt billigt. Sker det, kommer skattefar på banen og kræver sin ret ved hjælp af andre metoder.
Så sørg for, at huslejen er på markedsniveau, inden dit barn sender en ansøgning om boligstøtte afsted. Ellers bliver ansøgningen gået efter i sømmene, og både du og dit barn kan forvente et skattesmæk.
Send dit barn vel ud på livets landevej
Har du økonomi til det, er det en stor gave for dit barn, at du hjælper det på vej økonomisk set ved at investere i et forældrekøb. Og selvom dit barn bliver hjulpet godt på vej af dig, er der også hjælp at hente hos det offentlige.
Sørger I for at udforme en lejekontrakt på skrift, sætte en husleje på markedsvilkår og at ansøge på rette vis, kan dit barn modtage boligstøtte på lige vilkår som alle andre, der bor til leje i en lejebolig. Send de nødvendige dokumenter med under ansøgningen og husk at justere, hvis der opstår ændringer i husleje eller indkomst. Så vil der tikke penge ind på dit barns konto hver måned som supplement til den månedlige husleje.